EBO-eksamen, 2019 Paris
Vores nysgerrighed omkring den europæiske øjenlæge eksamen i Paris blev vakt tidligt under vores introstilling på Øjenafdelingen, efter at en gruppe læger fra afdelingen havde været til eksamen, og særligt at en af lægerne havde opnået en høj score og fået en flot 3.plads. Der var stort bifald, og alle lykønskede ham. Der indså vi, at det var en stor bedrift at tage netop denne eksamen.
Under hoveduddannelsen krævede den daglige rotation mellem de mange subspecialer grundig forberedelse og flittig læsning i fritiden, men alligevel gik mange af os rundt med en følelse af, at vi stadig havde mange huller. I håb om at EBO-eksamen kunne give os det gyldne overblik, besluttede vi os for at tilmelde os. Siden hen blev vi klar over, hvor stor en byrde det ville indebære at læse til EBO, særligt oveni en travl hverdag og familieliv.
Omkring 1 år før eksamen begyndte vi at læse systematisk efter AAOs Basic and Clinical Science Course serien. Efter at vi havde været gennem pensum første gang, testede vi vores viden på AAO´s hjemmeside med multiple-choice tests. Der gik det op for os, at hvert kapitel skal nærlæses til mindste detalje. I sidste ende gav det en bedre sammenhæng i stoffet og en dybere forståelse. Vi har været glade for, at vi gennem årene løbende har læst under klinikken og specielt til A-kurser, så de mest basale grundsten allerede var lagt, inden vi gik i gang med at forberede os til EBO.
De organisatoriske forberedelser med hensyn til rejsen til Paris forløb ikke helt som planlagt. En uge før vi skulle afsted, var der atter strejke hos SAS. Vi overvejede at købe en ny flybillet hos et andet selskab, men heldigvis blev strejken afblæst få dage før eksamen. I Paris blev vi mødt af strejke hos den franske luftfartskontrol samt massivt politifremmøde på gaderne pga. ”de gule veste” demonstrationerne. Vi nåede dog frem til vores hotel sent om aftenen med kun et par timers forsinkelse. Vi havde begge booket værelse på et hotel, der lå få minutters gang fra kongres-centeret, hvor eksamen skulle foregå.
Eksamen startede næste dag kl. 9.00, først skulle den skriftlige multiple-choice del overstås, som varede 2½ timer. Den bestod af 52 emner med 5 sand/falsk spørgsmål til hver og således i alt 260 udsagn at tage stilling til. Efter den skriftlige eksamen forsøgte vi at holde modet oppe hos hinanden, da mange af os blev overrasket over både antallet og sværhedsgraden af spørgsmålene, især inden for områderne refraktiv kirurgi og genetik.
Senere på eftermiddagen var vi oppe til den mundtlige eksamen. Her var vi oppe i fire hovedemnegrupper. Vi roterede mellem fire stationer bemandet af to speciallægeeksaminatorer. De gav cases/billeder på skift i 15 minutter. Så ringede klokken, og man gik videre til næste bord. Vi havde meget blandede oplevelser efter den mundtlige eksamen. Nogle var euforiske, da de kunne opremse flere lægemidler, som kan give forhøjet intrakranielt tryk, end hvad eksaminatorerne forventede. Andre var nedtrykte, da de ikke kunne svare på spørgsmål som, ”Hvad kan give katarakt?”.
Ventetiden til næste dag, hvor eksamensresultatet ville blive slået op ville have været lang, hvis ikke alle eksaminander på eksamensaftenen var inviteret til EBO-fest med fri bar, hvor man kunne fejre dagen eller drukne sine sorger.
Alvoren indtrådte næste dag kl. 15.30. Der blev slået 12 lister op med de beståede eksamensnumre, men disse var ikke sat op i kronologisk rækkefølge, så man var nødt til at kigge alle lister igennem, indtil man fandt sit nummer. Dette var meget kaotisk, og det var svært at komme ind til listerne. Derfor valgte nogle af os at gå hen til listen over ikke-beståede kandidater, som kun bestod af 3 lister svarende til ca. 10 % af eksaminanderne. Da vi ikke figurerede på disse lister, åndede vi lettede op og kunne i ro og mag finde vores numre på listen over de beståede kandidater efterfølgende.
Næste dag satte vi os glade i flyet hjem og var ganske tilfredse med, at vores hårde arbejde havde givet pote.
Fordele og ulemper ved EBO eksamen:
Ulemper:
Nedprioritering af familie
Tennisalbue pga. for mange håndskrevne noter
Aftryk af kroppen i sofaen i hjemmet efter 1 års læsning
Fordele:
Det gyldne overblik
Man bliver en fremragende kliniker
Præmie: EBO-pin, diplom og ej at forglemme: klapsalver og skulderklap af kolleger.